Vores institution huser et udvalg af 23.260 krybdyr- og padderprøver i vores væskekonserverede samling. Historisk set blev "våde" samlinger brugt til at bevare hele prøver uden at gå på kompromis med deres fysiske integritet. Begyndende i det 17. århundrede brugte videnskabsmænd opløsninger af formaldehyd og ethanol til at bevare prøver nedsænket i glaskrukker. Studiet af væskekonserverede samlinger er kritisk i mange videnskabelige undersøgelser. For eksempel er prøver blevet brugt til at forske i visse sygdomme, deres virkninger og måde at sprede sig på. Forbløffende nok har videnskabsmænd været i stand til at opdage patogener på huden af frøprøver indsamlet så tidligt som i 1888!
Det er afgørende, at videnskabsmænd fortsætter med at indsamle og bevare dyr på museer. Af denne grund arbejder Chicago Academy of Sciences / Peggy Notebaert Nature Museum og andre videnskabelige institutioner for at iværksætte nye teknikker til mere bæredygtig indsamlingspraksis. I USA regulerer føderale og statslige love, hvordan, hvornår og til hvilket formål videnskabsmænd indsamler prøver. Ofte vil moderne samlere vælge at bruge ikke-dødelige teknikker til at studere arter og stole på digitale teknologier, såsom delte databaser og CT-scanning, der bringer nyt lys til væskebevarede samlinger og fremmer bæredygtighed.
Væskekonserveringsteknikker
Fugle- og pattedyrseksemplarer udstoppes og tørres almindeligvis ved hjælp af en proces kendt som taxidermi. Med denne forberedelsesmetode vil kun huden og kraniet, eller måske hele skelettet, blive holdt. Små vævsprøver kan bevares, men ikke hele dyret. På den anden side er krybdyr- og paddeprøver typisk konserveret i glaskrukker, nedsænket i en 70% til 95% ethanolopløsning. Denne teknik gør det muligt at bevare hele prøven - huden, skelettet, muskelvæv, organer, endda maveindhold - og giver forskere mulighed for at studere dem i mange årtier efter deres indsamling.
Mange typer prøver kan opbevares i en ethanolopløsning. Det meste af vores herpetologiske samling (krybdyr- og paddeprøver) er bevaret på denne måde, såvel som de fleste af spindlerne (edderkopper), fisk, nogle bløddyr og endda nogle pattedyr. Hvis der er sådanne fordele ved at bevare et eksemplar i sin helhed, hvorfor bliver alle prøver så ikke bevaret på denne måde? For at bevare en prøve på lang sigt, skal den først injiceres med et fikserende kemikalie, såsom formaldehyd. Dette indstiller prøven til at hjælpe med at forhindre forringelse. Imidlertid har det vist sig, at kemikaliet forstyrrer nøjagtig DNA-analyse af disse prøver. Naturhistoriske samlinger arbejder på at finde måder at muliggøre pålidelig DNA-udvinding og alternativer til konservering.
Korrekt mærkning er også afgørende for at spore prøven tilbage til selve oprindelsen. Hver prøve er mærket med et ethanol-resistent tag, der indeholder dets katalognummer, og hvornår og hvor prøven blev indsamlet. Nogle gange er selv navnet på den videnskabsmand, der indsamlede prøven, registreret her.
Bæredygtig indsamling
Vores boligmiljø er et delikat system af sammenkoblinger. Menneskelig aktivitet, herunder tidligere indsamlingspraksis, kan farligt påvirke naturen og dens struktur. Tidligere indsamlede tidlige naturforskere vilkårligt og ofte destruktivt. Mens deres arbejde var grundlæggende for de museumssamlinger, vi bruger i dag, støtter moderne videnskabsmænd bedste praksis for mere bæredygtig indsamling. I USA regulerer føderale og statslige love strengt den lovlige indsamling af prøver, herunder krybdyr og padder. Bæredygtig indsamlingspraksis er afhængig af detaljeret viden om en arts økologi og bevaringsstatus. På denne måde forsøger videnskabsmænd at minimere negative påvirkninger af dyrelivspopulationer.
Innovationer inden for bevaring
For at forlænge levetiden af væskekonserverede samlinger og gøre deres vigtige data mere tilgængelige, finder videnskabelige institutioner innovative måder at digitalisere og dele prøvedata på. Museer producerer billeder i høj opløsning af væskekonserverede prøver ved hjælp af klemkasser. Disse værktøjer gør det muligt for prøven at forblive nedsænket i ethanol, når den fotograferes for at undgå fysisk skade. Forskere deler prøveoplysninger gennem onlinedatabaser, som kan bruges af forskere over hele verden. Andre innovative metoder omfatter brug af røntgenstråler og CT-scanning til at skabe meget detaljerede 3D-modeller af væskekonserverede prøver.
Andre konserveringsmetoder
Krybdyr og padder kan bevares på andre måder. Forberedelse og konservering af prøvens skelet muliggør undersøgelse af dyrets knogler. En skildpaddes skal er en del af dens skelet — at undersøge indersiden af skallen viser, hvordan hvirvlerne og ribbenene faktisk udgør rammen af dyrets skal.
For at vise, hvordan et dyr så ud i livet med et eksemplar, skal der skabes et påmonteret, livagtigt eksemplar. Krybdyr som slanger, skildpadder og alligatorer kan behandles. For at skabe et monteret eksemplar skal takidermist forstå skelet- og muskelsystemet for den specifikke dyretype, være i stand til at rekonstruere den indre ramme af beslaget og også være bekendt med adfærden af den type dyr, de arbejder med for at skabe et livagtigt eksemplar. Taxidermister udvikler normalt en specialitet i en gruppe dyr; jo mere de lærer om pattedyrs, fugle eller krybdyrs kroppe og adfærd, jo mere effektive er de til at skabe et monteret eksemplar af den gruppe.
Sprog
